Sealife Reefmaster Mini / SL320
Hvem har ikke lyst til at forevige mødet med Sommerfuglefiskene, Papegøjefisken, den Blåplettede rokke og alle de farvestrålende koraller, de så på deres sidste ferie syd på?
I dag har alle mulighed for selv at tage farvestrålende minder med hjem uden at skulle investere en formue og bagefter deltage på diverse undervandsfotokurser. Tag et Sealife Reefmaster med på næste ferie og oplev, hvor let og sjovt det er at tage billeder under overfladen, uanset om du dykker med flaske eller snorkler. Med en vægt på kun 230 gram og lidt større end en pakke cigaretter, kan alle finde plads til et Reefmaster kamera uden at risikere, at skulle betale for overvægt.
Har du benyttet andre digitalkameraer, vil du finde Reefmaster kameraet ekstrem nemt at benytte. For dig, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med digitalkameraer, er Reefmaster et ideelt kamera, at starte med. Ikke kun er det utrolig robust, det er også nemt at betjene. Reefmaster kan selvfølgelig benyttes både over og under vandet. Dybdebegrænsningen er 40 meter, hvilket er mere end nok for de fleste.
Kameraet har 7 forskellige indstillinger for, hvor og hvordan du benytter det:
1. Auto som er den nemmeste og mest benyttede indstilling.
2. Sport når tingene bevæger sig meget hurtigt.
3. Nat når solen er gået ned eller du er et sted uden ret meget lys.
4. Portræt når kæresten eller den lille skal foreviges ved bassinkanten eller i badet.
5. Landskab til at forevige de store vidder eller havet i hele sin pragt.
6. Backlight hvis du vil tage et billede mod solen eller en anden meget lys baggrund.
7. Sea når du dykker. Her skal du desuden indstille, om du er dybere eller lavere end 8 meter.
Når du har valgt den rigtige indstilling er det bare at trykke på udløserknappen og med et 1 Gigabyte SD-kort (ekstra udstyr) i kameraet, er der plads til ikke mindre end 301 billeder. Manualen siger der max. kan benyttes 1 GB kort, men på en tur til Rødehavet blev der benyttet et 2 GB kort uden problem. Med 2 GB har du plads til 602 billeder, hvis du ikke benytter videofunktionen.Der er 8 knapper på kameraet, som alle er nemme at betjene, selv under vandet bare du ikke bruger alt for tykke handsker. Den grønne OK knap tænder og slukker kameraet. Når kameraet er tændt benyttes den som zoom-knap samt til at bestemme den indstilling du ønsker, at benytte når du vil ændre en indstilling. Til højre for OK knappen, findes en knap med en pil, som benyttes til at kalde det sidste billede frem på skærmen. Til venstre for OK knappen finder du 4 knapper, der kan benyttes som navigationsknapper under indstillinger samt billedvisning. Der ud over har hver enkelt knap sin egen funktion. Selvtimer knappen bruger du til at tage billeder med selvudløser. Mode knappen skifter imellem video- og billedfunktion. Blitzknappen indstiller hvornår, du ønsker den interne blitz skal bruges. Menu knappen giver dig adgang til at indstille diverse funktion. Den sværeste knap at betjene er skydeknappen på kameraets venstre side, hvor du bestemmer om der skal tages makrobilleder. Sidste knap sidder oven på kameraet og er udløserknappen. 8 knapper lyder for nogle som mange og alt for kompliceret, men alle funktionerne er logiske og allerede efter at have taget de første par billeder, vil du helt sikkert ikke tænke mere over det. Når du så ønsker at bestemme mere, kan du begynde at eksperimentere med hvidbalance, formater, fokusindstilling, ISO, kvalitet og spionfunktionen.
Det mest imponerende ved det lille kamera er kvaliteten af billederne, det tager. Ikke kun på land men så absolut også under vandet. I mange år benyttede jeg Nikon udstyr til en formue og var glad, hvis jeg fik et enkelt godt billede ud af en hel film på 36 billeder. Ikke kun udstyret var dyrt, men fremkaldelsen løb op i store beløb efter en uges dykkerferie. Nu kan du tage alle de billeder du har lyst til. Sortere billederne på computeren og nøjes med at få printet dem, du syntes er bedst. Resten kan du slette fra SD-kortet eller gemme på din harddisk. Tager du SD-kortet med til din fotohandler, kan de printe dine billeder på papir direkte fra kortet.Til undervandsbrug findes der en vidvinkellinse som kan af- og påmonteres under vandet. Desværre kom vidvinklen ikke med på testturen til Rødehavet, men der er ingen tvivl om, at investeringen på ca 700,- er alle pengene værd. Med en vidvinkel kan du komme rigtig tæt på fiskene, uden at tænke på fokuseringen. Jeg må dog indrømme kvaliteten på billederne selv uden vidvinkel imponerede mig meget.
I videoindstilling kan du desuden tage video igen både over og under overfladen. Videoen er ikke kameraets stærke side og kvaliteten er langt fra High Definition. Når det er sagt så fik vi mange og sjove scener at se fra vores dyk. Det betyder meget, at tingene bevæger sig og ikke kun er et frosset billede af en oplevelse.
Teknisk information:
Filformat JPEG til billeder og Motion JPEG (AVI) til video.
Optik F-no.: 3,3
Fokuseringslængde 6,95 mm (svarende til 42 mm på 35 mm kamera)
Fokusområde Land: Normal 1 meter til uendelig. Makro 60 100 cm
Vand: Normal 75 cm. Til uendelig. Makron 45 75 cm
LCD monitor 2.0 LTPS farvemonitor
Blændekorrektion -2,0 EV – +2,0EV med 0,3EV interval
Hvidbalancering Auto, manual, dagslys, overskyet, kunstig lys, lysstofrør, Dykning <8 m og >8 m
ISO Auto, 50, 100, 200
Interface USB kabel (inkluderet)
Strøm 2 x AA batterier
Max. dybde 40 meter
Pris 2008 2340,- inkluderet 25% moms.
Yderligere info www.sealife-cameras.com
Kig ind og prøv Reefmaster Mini SL320 i Dykkercentret eller køb direkte på edyk.dk
Billeder taget med Reefmaster Mini SL320 under 12 dyk i Rødehavet. Første gang fotografen dykkede med kameraet og uden brug af ekstra lys eller vidvinkel.
Video Dykker 30MB
Muræne 32MB
Sidste nyt på dykcen.dk
Gode dykkersteder i Danmark
Pressemeddelelser udsendt af Dykkercentret
Bestil dit udstyr direkte fra Dykkercentret på edyk.dk – samme god service og garanti