Der var god sigt og temperaturer mellem 28-30 grader, lokalt omkring de 24 grader. Under vandet ! Det var den melding, der ventede de 11 dykkere, som deltog på efterårets Divers Club rejse og som bød på både varme koralrev og kolde huler.

Vores destination var den lille ø Cozumel, der ligger 18 km øst for den store mexicanske halvø Yucatan. Øen blev dykkermæsigt kendt efter Cousteau for år tilbage producerede en film fra Palancarrevet, der ligger vest for øen.

Vi ankom en sen aften efter en lang tur, og blev indkvarteret hos Safari Inn, som ligger i forbindelse med dykkercentret Aqua Safari, der var vores center. Jeg tror at de fleste var mere eller mindre parat til at kaste sig i direkte i seng i vores rigtigt gode værelser. Vores dykkerpakke skulle også starte næste morgen, så der var i allerhøjeste brug for noget søvn.

Tidligt næste morgen, ja for nogle alt for tidligt forståeligt nok, skulle vi ud på vores første dyk. Den eneste, der ikke kunne følge gruppen den første var Arne, fordi det lykkedes luftfartsselskabet at forsinke Arnes bagage 2 dage. Jeg tror at enhver kontorfunktionær hos British Airways og Mexicana selv den dag i dag, ryster over hele kroppen, eller løber skrigende væk, hvis de hører navnet Arne Lefoli. Den første dag hvor vi andre var ude og dykke, satte Arne uofficiel verdensrekord i antal opringninger til BA og Mex. i hans egen jagt på den forsvundne bagage.

Vi fik på grund af gruppens størrelse vores egen båd, som var perfekt til dykning pga. den gode plads og den nemme måde at komme i vandet. Der var sat to divemastere af til gruppen. Jeg havde regnet med at jeg selv tog mig af de mindre rutinerede, men efter at have dannet makkerpar kunne jeg ikke rigtigt se, at der var nogle som levede op til den rolle. Herligt !

Vores første to dyk var på et par lette dykkesteder for dem, der ikke havde været ude og dykke et stykke tid. Stedet var et pænt rev uden, at det var noget særligt, og vi fik oplevet den meget gode sigt som der altid er på Cozumel. Også det varme vand var måske en overraskelse for nogle. Et par stykker havde deres 7 mm semidry med, hvilket vores guider havde meget sjov ud af.

Dagen efter var det så tid til at komme ud og se nogle af de rigtigt gode steder. Vi startede dagen på revet Santa Rosa, som bestod af en stor væg, der nærmest var som en sweitzerost. Vi fik os en tur igennem de mange kløfter og gange som perler på en lang snor Det var ikke så fiskerigt et sted, men selve revet var bestemt et dyk værd. Dykket sluttede på lavt vand, og her var livet på revet mere interessant. Noget som er lidt specielt for Caribien, er de mange store single barracudaer, som vi så på stort set alle dyk. En anden sjov fætter er Tudsefisken som man altid finder i små huller hvor den ligger og kigger ud.
Da vi kom op igen, var der friskt frugt til alle og derefter et overfladeinterval på godt en time. Ikke ret meget, men sådan dykker man nu engang i det område. Tidligt af sted, to dyk og så hjem til frokost ved et tiden. Så havde man hele eftermiddagen til sol og shopping.
Der var et par stykker, der ligesom jeg har monteret en kniv på inflatorslangen. Vi måtte dog på det kraftigste fraråde Miriam at gøre det samme, fordi hun under dykket i iver over et eller andet havde trukket sin dykkerkniv, og i samme moment havde skåret sig selv i benet. Tænk hvad der kunne være sket hvis den var monteret på inflatorslangen ved siden af halsen !

Dagene gik med dykning og afslapning. Desværre alt for hurtigt, men sådan er det jo stort set på alle ferier. Vi hyggede os gevaldigt, og specielt om aftenen gik vi tit ud sammen og spiste noget god mad. Carsten var nok den eneste, som ikke kastede sig over den mexicanske mad med samme appetit som de andre, men han havde vist også en dag, hvor han ledte efter et toilet ved et uheld er kommet til at kigge ind hos kokken i køkkenet. Det var ikke mors bøge-træs køkken, som mødte hans syn. Sjovt nok så stemte Carsten altid på fast food baren Sub Way, som lå lige om hjørnet.

Vi havde en dykkefri dag, hvor jeg havde planlagt en tur til Mayaruinerne ved Tulum. Dagen før tog jeg færgen over til Playa Del Carmen for, at leje en lille bus så vi alle kunne køre samlet af sted. Bussen blev reserveret, og næste morgen tog jeg over en time før resten af gruppen for, at have bussen klar til de kom ind med færgen. Men der skete jo det som der sagtens kan ske i Mexico. Først kunne de ikke finde reservationen. Så fandt de ud af, at bussen var tilstede og heldigvis var ledig. Fedt !
Så kunne de ikke finde nøglen. Mindre fedt. Men som sagt så var vi jo i Mexico, så det kunne selvfølgeligt lade sig gøre at komme af sted. Vi fik 2 biler til en god pris. En med aircondition og en uden. Vi, der kørte med aircondition tændte den ikke i solidaritet med dem uden aircondition, officielt i hvert fald. Så gik det ellers over stok og sten sydpå for at besøge ruinbyen Tumult. Her hyrede vi os en lokal guide, der på sin lidt specielle facon og med nogle ganske ukendte teorier fortalte os om historien bag Tumult. På turen tilbage tog vi os en køler i cenoten Azur hvor vi med maske og snorkel lå, og kiggede på de flotte ferskvandsfisk. Aircondition eller ej, vi fik en god dag ud af vores næsten tørre dag.

Vores natdyk var helt i superklasse. Alle i gruppen havde tidligere været på natdyk,  så det var jo noget, der var med til at gøre oplevelsen større for alle. Alt det liv som man næsten kan tænke sig af nataktive dyr kom frem. Blæksprutter, languster, bjørnekreps, muræner og meget mere. Miriam så sågar en havslange ? Det var lidt af et orgie for en fotograf. Havde man lige fået en god murene i søgeren blev man distraheret af en blæksprutte eller noget andet, der lige smuttede forbi.

Vores mexicanske dykkerguide var en rar person, men han lavede sommetider nogle mærkelige ting under vandet. En dag på en af vores sidste dyk blev vi passeret af en lille og meget smuk skildpadde. Et eller andet gik tilsyneladende over gevind i vores ven, fordi han svømmede meget resolut ned, og greb den lille skildpadde. Den gik jo selvfølgeligt i total panik, for en skildpadde skal jo til overfladen for, at trække vejret og det kan den jo vel og mærket ikke hvis der en der holder den. Jeg var så målløs, at jeg var ved at tabe min regulator. Helga prøvede ved at rive ham i armen at få ham til at slippe, og Bettina forsøgte mere diplomatisk med håndsignaler. Intet hjalp. Da vi kom op, måtte jeg dog lige have en forklaring på hans lille one man show, for jeg har aldrig brudt mig om den slags ting. Jeg fik en forklaring om, hvorledes han prøvede at uddanne skildpadder til at være bange for dykkere, så de holdt sig langt væk for at undgå at blive fanget. Ja, hvad ved en simpel instruktør fra Danmark om det. Jeg tror jeg vil starte samme projekt med fladfisk omkring Sjælland, så de stikker af hvis der kommer en dykker med harpun.

På nogle af de steder vi besøgte mødte vi en del store groupers. Enkelte var af pæn størrelse, og flere af dem var på ingen måde bange for disse mærkelige væsner, som hele tiden lå og boblede. På et af vores dyk hvor koralrevet ikke bød på den helt store fauna, fik vi en anden oplevelse som ikke mange før havde set. Allerede få minutter efter vi var hoppet i vandet, blev vi mødt af et par rigtigt store groupers. De fulgte os et stykke tid, indtil vi nåede til en lille hule hvor en anden meget stor grouper dukkede frem fra et udhæng, hvor den tilsyneladende holdt til. Den ænsede overhovedet ikke, at vi lå hele gruppen omkring den. Vores guide havde åbenbart et mindre intimt forhold med den store fisk, for pludseligt tog han sin regulator ud og begyndte, med hovedet strakt frem, at lave kysse øvelser. Jeg kiggede rundt på pigerne i gruppen, og tænkte på hvad han nu havde gang i. Men det var ikke dem han prøvede at indlede et intimt forhold til, men derimod den store fisk, der stille og roligt svømmede hen og gav ham et stort kys. Jeg tror ikke der var andre, der skulle nyde noget. Igen svømmede den tilbage til sin lille hule, hvor den tillod os at komme helt tæt på. Pludseligt tog pokker ved den. Den for ud af sin hule som en raket, og jeg troede at den var blevet bange for os, men det viste sig at en anden grouper var dukket op. De to store fisk stødte sammen med et hult drøn, og så foregik der ellers en kamp hvor de cirklede omkring hinanden. Kamp eller parringsleg ved jeg ikke, men da denne meget voldsomme adfærd efterhånden foregik et par meter fra mig, valgte jeg at fortrække inden jeg kom imellem.

Et af vores sidste dyk var på revet Colombia. Et af de sydlige rev og et sted hvor ikke så mange af de andre dykkercentre den dag, var sejlet ned til. Sand bunden var langt under os, så det var lidt af en prøvelse for nogle at foretage en nedstigning og så stoppe før vi nåede 30 m. Det gik faktisk godt på nær vores guide, der var den eneste jeg måtte vinke til for at kalde ham op. Dykket var kort men meget intensivt. Op fra den dybe sandbund stod revet i store formationer til omkring 15-20 m. Det var overskyet så der var lidt skummelt nede på dybden, men det forhindrede os ikke at se en af de få Nurse sharks som efterhånden er i fåtal ved Cozumel. Den lå på bunden under et lille udhæng som er så karakteristisk for denne type. Efter alle var passeret hen over den, blev det alligevel for meget. Den lettede fra sit leje og svømmede ned på dybere vand. Et par skildpadder og enkelte store Groupere passerede fra tid til anden forbi uden rigtigt at komme så tæt på, at vi rigtigt kunne nyde dem. Sidst på dykket var vi så tæt på sandbunden, at vi kunne se de mange stingrays. Lige over ryggen på mange af dem svømmede en lille Jackfish, som åbenbart havde et eller andet sammenarbejde med rokken. Det var for øvrigt også her, vores guide havde oprettet sit lille uddannelses center for skildpadder.

Vores sidste to dyk skulle foregå inde på fastlandet i nogle af de store ferskvandshuler. Vi tog af sted med færgen tidligt om morgenen, og blev afhentet af Cedam Divecenter. Jeg tror alle var spændte for ingen andre end Helga og jeg, havde tidligere dykket i hulerne. De huler som vi skulle dykke i, var de såkaldte åbne huler. Faktisk er det de samme huler som der også foretages rigtig huledykning i. Men når ikke man er certificeret huledykker, skal man blive omkring indgangs området så man hele tiden kan se en af udgangene. Der var sat to forskellige huler på programmet og, den første var Pondarosa som jeg tidligere har været i. Efter briefing med de specielle håndsignaler osv. var vi klar i vores firemandshold til at udforske hulen. Vi svømmede ind i hulen fra en af de små søer, også kaldet cenoter, hvor jordoverfladen er styrtet ned i hulen. Det første stykke var en 70 m lukket passage, hvor vi forude kunne se en ny åbning. Alle steder hvor lys fra overfladen trængte igennem, foregik et flot spil af lysets stråler. Vandet var meget klart og noget koldere end i havet. Temperaturen lå på ca. 24 grader i det øverste lag, som bestod af ferskvand og ca. 27 grader i det nederste vandlag som var salt. Det var ikke alle, der havde taget min advarsel ved mine lysbillede foredrag om det „det kolde vand" alvorligt, så de kom op meget kolde i deres shortier. Andet dyk var i en hule betydeligt mere lukket end den første, og bød på mange forstenede koraller. Desuden var der et utal af drypsten. De fleste havde haft sig en god oplevelse i hulerne uden dog, at ville starte en karriere som huledykkere.

Absolut sidste dag på Cozumel stod for en del af gruppen i udflugtens tegn. Pga. en lille misforståelse med et værelse den sidste nat fik fire af gutterne en gratis bil, og Thomas, Katrine, Helga og jeg lejede en anden bil. Vi fik i en hede af den anden verden set de lokale ruiner, hvorefter vi helt opkogte styrede direkte mod østkysten. Alle hoppede i vandet som en flok børn.

I en restaurant hvor vi gjorde holdt for, at spise frokost mødte vi en lille abe, som for rundt imellem bordene til stor begejstring for de mange gæster. Efter lidt show blev den lidt udmattet og faldt for Katrine. I hvert fald ville den op og side på skødet, hvilket den så fik lov til. Og det kan man da ikke fortænke den i.

Sidste aften skulle der festes. På en hyggelig restaurant gik en stor del af gruppen amok, og bestilte såkaldte King Crab. Jeg gad sku ikke spise krabber for det der pilleri for, at få nok kød ud af sådan et skaldyr til bare at kunne mætte en mus, er da for irriterende. Jeg bestilte en stor bøf, for det er da noget man kan forholde sig til. Okay, vi fik bestik ind. Jeg fik kniv og gaffel ,som man jo får når man skal ha‘ bøf, men de andre fik gud hjælpe mig en hammer. Jeg begyndte at blive nervøs for, at jeg var ved at gå glip af noget. Så kom krabberne ind, og de var kæmpe store. Pludseligt blegnede min store bøf, og jeg må indrømme, at jeg var noget misundelig, men jeg var god til at skjule det. Tror jeg nok.

Turen var slut. I henholdsvis Cancun og Miami blev vi splittet op idet nogle havde forlænget et par dage.

Deltagere på Divers Club rejsen til Mexico: Miriam, Bettina, Carsten, Michael, Thomas, Katrine, Jon, Svend, Arne, Helga og Lars.

Til sidst vil jeg bare takke alle deltagere på turen for 10 gode dage, og håber at se jer igen, når jeg med Divers Club i april 99 sejler til det sydlige Ægypten / nordlige Sudan på nye eventyr.