Galapagos

Drømmerejse til Galapgos

Bag om rejsen

Galapagosøerne ligger i Stillehavet, 1000 km fra Sydamerikas kyst. Blandingen af isolation, et varmt, ørkenagtigt klima og et usædvanlig rigt hav som følge af at flere havstrømme, både kolde og varme, mødes omkring den vulkanske øgruppe, har dannet baggrund for et unikt dyreliv.
Her findes elefantskildpadder på 250 kg, store øgler der lever af kaktusser, svømmende øgler der lever af at græsse alger under havets overflade, pingviner på Ækvator, en skarv der er ved at blive til en pingvin, store kolonier af søløver, pragtfregatfugle og blåfodede suler og nogle små finker, hvis næb gav inspiration til Darwins evolutionsteori. Og enestående for Galapagos er mange af dyrene ikke bange for mennesker, så man kan komme på helt tæt hold af dem.
Også livet i havet er fantastisk. På Galapagos kan man opleve søløver, havskildpadder, pingviner, rokker, hajer, delfiner og farvestrålende tropefisk i et og samme område.

Tur information
Med dansk rejseleder Mogens Trolle
18 dage / 15 nætter

Afrejse
17. december 2003 – 3. januar 2004

Turen i korte træk
Afrejse med KLM fra København via Amsterdam til Guayaquil
12 nætter
2 nætter i Puerto Ayora
1 nat i Guayaquil

Priser
Pris pr. person i dobbeltkahyt: kr. 34.700,-
Enkeltkahyt ej muligt
Sygeafbestillingsforsikring: kr. 1.250,-

Prisen inkluderer
Fly og alle transporter, overnatning på katamaran og turistklasses hoteller, alle måltider om bord på katamaranen, morgenmad på hotellerne alle udflugter og entré samt dansk rejseleder

Prisen inkluderer ikke
Måltider uden for opholdet på katamaranen, drikkevarer, drikkepenge og afrejseskat på usd 25

Rejseleder
Rejsen ledes af Danmarks førende ekspert i sydamerikanske pattedyr, Zoolog Mogens Trolle, der har boet og forsket i Sydamerika i årevis og guidet en lang række ture, deriblandt til Galapagos.

Praktiske detaljer omkring rundrejsen
Turen vægter eventyret frem for luksus, og pladsen på katamaranen, der er bygget til havsejlads, er en smule trang. Der er delte dobbeltværelser og fælles bad og toilet. Heller ikke maden er luksus, men i følge vor franske kaptajn ganske glimrende. Programmet består typisk af 1-2 daglige, nemme gåture samt mulighed for 2 snorkleture. Der vil blive givet god tid til, at man kan opleve det fantastiske liv under havet til fulde, bl.a. at lege med søløver (vi arrangerer et lille snorklekursus på førstedagen, og de fleste vil hurtigt kunne lære det; man kan leje snorkleudstyr i Puerto Ayora). Heldagsekskursionen til fods ad en mindre sti til toppen af den 1490 meter høje Vulcán Sierra Negra (18 kilometer t/r) kræver, at man er i rimelig form. Havet er normalt forholdsvist roligt på denne årstid, så man behøver ikke være den store havørn, men der er selvfølgeligt ingen garanti imod søsyge.

Tilmelding og betingelser

Hurtig tilmelding tilrådes, da der kun er 9 pladser. Vi reserverer gerne “med blyant” i et par dage, Når vi har modtaget Deres tilmeldingsblanket, modtager De ordrebekræftelse og faktura på depositum.

Rejsen dag for dag
Med vind i sejlene fører katamaranen os til en række af de yderste og mindre besøgte øer i den vulkanske øgruppe i Stillehavet. Fjerne kolonier med Galapagospingvin og rødfodet suler, bestige vulkan, vandre i de øde lavalandskaber, snorkle med havskildpadder og søløver der boltre i havoverfladen og besøge elefantskildpaddernes bjerg.

Pionertur til Galapagos

Dag 1. København
Afrejse fra København.

Dag 2. Galapagos
Ankomst til Isla Baltra, Galapagos. Transport til havnebyen Puerto Ayora på sydkysten af Santa Cruz. Besøg til Charles Darwin Research Center. Lille snorklekursus så alle vil kunne få det bedst mulige ud af turen. Afgang om aftenen på katamaranen Pulsar.

Dag 3. Santa Fé, Plaza Islets
Besøg til øerne Santa Fé, domineret af høje trækaktusser, og Plaza Islets; begge steder med landleguaner, en række indfødte fuglearter, havleguaner og søløver. Første chance for at snorkle med søløver. De unge søløver er nysgerrige, kommer ofte helt tæt på og kan endda finde på at hive en blidt i svømmefødderne.

Har du brug for et par nye finner, så tag et kig på vores svømmefødder med helfod.

Dag 4. North Seymour, Daphne Major, Daphne Minor, Sombrero Chino

Landgang på North Seymour med nogle af Galapagos’ største kolonier af pragtfregatfugl og de karismatiske blåfodede suler. Herefter skal vi besøge en lille, undseelig ø, der sjældent får visit af turister, men er uhyre interessant. Daphne Major spiller nemlig en helt central rolle i den moderne evolutionsvidenskab.
Her har forskere igennem årtier gennemført den mest grundige undersøgelse nogensinde af Darwins evolutionsteori i praksis ved at følge og måle stort set hver eneste Darwinfinke på øen – bl.a. fuglenes højt specialiserede næb, som var med til at inspirere Darwin til hans teorier. Denne epokegørende undersøgelse har vist, at evolutionen ikke blot er noget, der sker over millioner af år, men kan foregå over ganske korte perioder. Vi skal naturligvis have et kig på de verdensberømte næb. Landgangen i gummibåd og turen over øen kan være lettere besværlig.
Dagen byder desuden på snorkleture ud for Daphne Minor, hvis høje, lodrette klippesider fortsætter stejlt ned i havets mørkeblå dyb, og i den turkisgrønne kanal mellem Santiago og vulkanøen Sombrero Chino.

Synes du jagt er spændende? Så prøv en harpun fra edyk.dk. Vi har nogle af de bedste harpuner til jagt i vandet.

Dag 5. Rábida, Santiago, James Bay, Buccaneer Cove
Rundt om Santiago. Undervejs er der landgang på Isla Rábida, med dens strand af rødt vulkansk sand, og i James Bay, hvor der er god chance for at finde de sjældent observerede pelssæler. Sidst på dagen ankommer vi til Buccaneer Cove, en dramatisk vig med høje, lodrette klippevægge, hvor pirater plejede at lægge til. Her lægger vi også til for at indtage aftensmaden under disse kulisser.

Dag 6. Bartolomé, Sullivan Bay, kurs mod Genovesa
Bestigning af den lille ø Bartolomé med det berømte klippespir the Pinnacle. Sejltur i gummibåd og snorkletur for at lede efter pingviner. Landgang i Sulivan Bay på Santiago i et lavalandskab, der blot er omkring 100 år gammelt. Her må livet starte forfra med en genafspilning af Galapagosøernes historie.
Dette afslutter rejsen om de centrale øer. Inden vi kan begive os ud på den lange færd mod de yderste af øerne skal vi ned og tanke op i kanalen mellem Baltra og Santa Cruz. Herfra kurs mod den nordøstligste ø, Genovesa – en tur på omkring 100 km over åbent hav. På havsejladsen vil vi spejde efter hvaler og delfiner.

Dag 7. Genovesa
Isla Genovesa har den eneste koloni på Galapagos af rødfodet sule. Desuden er øen kendt for sine kolonier af maskesule, den meget smukke tropikfugl, stor fregatfugl og pragtfregatfugl samt pelssæler og hammerhajer. Vi tilbringer en hel dag med gå- og snorkleture og overnatter ud for øen.

Dag 8. Marchena, Pinta
Havsejlads mod de nordligste af de større øer i Galapagos, Marchena og Pinta. De to øer er helt fredede, og man må ikke gå i land, men vi leder efter et sted at snorkle. På denne del af havsejladsen kommer vi ud over randen på Galapagosplateauet, den undersøiske sokkel som de fleste af øerne står på, og kommer ud på hav dybere end 3 km. Her er der gode muligheder for observationer af havpattedyr.

Dag 9. Isabelas nordlige vestkyst
Isabela er den største af øerne, med en rygrad der udgøres af fem vulkaner. Nogle af de absolutte højdepunkter i Galapagos gemmer sig på vestkysten. Her findes bl.a. de eneste større kolonier af Galapagospingvin og Galapagosskarv. Galapagosskarven er unik ved at have mistet evnen til at flyve – populært sagt er den ved at udvikle sig til en pingvin; endnu et eksempel på den særegne evolution, der foregår på Galapagos. Vi snorkler et par steder langs kysten, leder efter pingviner og skarver fra gummibåd og går i land i Tagus Cove, hvor der ligger en kratersaltsø og et udsigtspunkt med udsigt over Darwin-vulkanen.

Dag 10. Fernandina
Isla Fernandina er den vestligste af de større øer og er kendt for sine pingviner og skarver. Efter land- og snorkletur ved Punta Espinoza sejler vi rundt om øen. Fra vestkysten er der små 4000 km over Stillehavet før man støder på land igen. Vandet omkring Fernandina er kendt som et af de bedste steder på Galapagos at se delfiner og hvaler.

Dag 11. Isabelas sydlige vestkyst
Tur med gummibåd i mangroverne ved Elisabeth Bay. Landgang i lavalandskaberne ved Punta Moreno.

Dag 12. Bestigning af Volcán Sierra Negra
Heldagsekskursion til toppen af den 1490 meter høje Volcán Sierra Negra, med dens 10 km brede krater. Turen går ad en lille sti og er 18 km t/r.

Dag 13. Floreana
Snorkling i og omkring Devil’s Crown, et delvist oversvømmet krater. Landgang på grøn sandstrand med flamingolagune. Besøg til Post Office Bay, hvor hvalfangere i gamle dage havde et posthus i form af en tønde, hvor de efterlod breve.

Dag 14. Española, Puerto Ayora

Isla Española er den sydligste af øerne på Galapagos og den 19. og sidste ø, vi skal besøge på vores rundrejse. Landgang i Punta Suarez med søløvekoloni, farvestrålende havleguaner, og kolonier af blåfodet sule og maskesule (her findes også den største koloni af albatros på Galapagos, men kolonien er formodentligt tom i den periode vi er der). Vi slutter af med en tur på den smukkeste strand på Galapagos i Gardner Bay, en lang, hvid koralsandstrand, hvor søløverne ligger og driver den af mellem fisketurene. Herfra vender vi stævnen tilbage mod Puerto Ayora.

Dag 15. Santa Cruz, skildpaddereservat
Ekskursion til den centrale del af øen for at besøge et reservat for elefantskildpadder (det eneste sted på turen der er chance for at se de enorme landskildpadder i naturen). Nytårsaften i Puerto Ayora.

Dag 16. Guayaquil
Formiddagen fri. Midt på dagen fly til Ecuadors største by, Guayaquil på kysten, hvor gruppen vil blive indlogeret på hotel.

Dag 17. Afrejse fra Ecuador
Afrejse fra Guayaquil mod København.

Dag 18. Ankomst København

Tilmelding og yderligere information:
Marco Polo Tours
Borgergade 16
1300 København K
Att.: Christina Reimann Lundberg
tlf.: 33766700
fax.: 33766733
lundberg@marcopolo.dk