Maldiverne

Maldiverne
Tekst og foto Gitte Skytte – DykkerGitte

Deltagerne på safaribådenAllerede da vi sad i flyet, kunne vi se de smukke maleriske øer og det flotte blå koralhav, der omgiver dem. I lufthavnen blev vi hentet af to fyre, der stod og ventede på os. Vi gik med dem hen til deres Dhoni. Det er den båd, hvor kompressor og dykkerudstyr er på, og som fulgte med vores Safaribåd på hele turen. Thailand Tours arrangerer rejser til Asien. Tag på Dykkerferie med et dansk rejsebureau, der kender til de forskellige destinationer. Besøg thailandtours.dk og oplev Asien på land eller i vand.

Vi skulle på en uges dykkereventyr i det koralhavet på Maldiverne. Det var vores bryllupsrejse, og vi havde store forventninger. Da vi kom ombord fik vi en drink og udfyldte papirer med, hvornår vi sidst havde dykket, helbredsoplysninger osv.

Dernæst snorklede vi rundt om båden, vandet var varmt, men der var nu ikke noget nævneværdigt at se. Vi tog med Dhoni ind til hovedatollen Male, hvor vi skulle på sightseeing. Vi fik to timer til at se hovedstaden i, og det var rigeligt tid. De har både biler og knallerter, men der er ca. 2 km rundt på øen i den del, hvor der er butikker, så man kan sagtens se det hele på meget kort tid.

StonefishHen i mod aften ankom resten af selskabet, 8 personer fra Hong Kong, 2 fra Taiwan og 4 fra Tyskland. Jeg kom hurtigt i snak med en pige fra Hong Kong.

Vi fik en god aftensmad, kiggede i dykkerblade fra området og slappede af efter flyveturen. Om aftenen var der dykkerbriefing om de 3 dykkersteder vi skulle ud på næste dag.

Vækning kl. 6 om morgenen og første dyk. Vi sejlede af sted med Dhonien og da vi sad med alt udstyr på og klar til at hoppe i, så jeg en hajfinne og tænkte, at dette tegner virkelig godt. ”Har du set hajen” spurgte jeg min mand, han så forskrækket ud og sagde ”hvad gør jeg, hvis jeg ser en haj?” ”Så kigger du” svarede jeg. Han vendte sig mod dykkerguiden ”Are they friendly?” ”Yes , yes they are all smiling – jump jump” og Claus (min mand) hoppede i lige over en Manta – hajen var væk igen og vi så ikke mere til den på det dyk.

På vores første dyk var vi så heldige at vi så både blæksprutter, manta, stingrays og skildpadder samt en masse små flotte fisk. Det var virkelig betagende. Da vi kom op igen, var vi sultne og der var god morgenmad ombord.

SpøgelsesmureneAllerede samme dag, så vi de første hajer. Det var hvidtippede revhajer og de var et godt stykke fra os. Igen nød vi også vandet og de smukke tropiske fisk.

Det sidste dyk den dag, var overhovedet ikke afslappende. Vi kom i meget strømfuldt vand og vi fløj derudad. Det er vigtig at man holder sig i nærheden af thilaen, så man ikke driver væk. Derfor har man kroge, som man kan kaste i klippen, så man hænger fast på klippen, mens strømmen farer forbi en. Da det var første dag, havde vi ikke sådan en krog, men måtte holde fast i klippen med hænderne. Det var ret anstrengende og vi brugte mange kræfter og luft på at hænge på klippen og stige langsomt op til vi kunne slippe den og svømme hen til båden igen.

Da vi var ombord på Safaribåden igen, lavede jeg en opfindelse, der kunne gøre det ud for krog. Den prøvede vi ved senere lejligheder og den virkede fint. Med sådan en krog eller opfindelse, kan man sagtens dykke i strømfuldt vand på Maldiverne.

Næste dag var der ingen strøm. Vi fik set n masse flotte farvestrålende fisk på dykkerstedet Rasdhav Madivvaru. Der var drop off til over 1000 m og en fantastisk flot væg at dykke på. Der var masser af tun og muræner at se på.

Vi overnattede på samme dykkersted og blev vækket kl. 5 næste morgen for at dykke med hammerhajer. Der var en helt fantastisk stemning ombord blandt os, der var oppe. Min mand valgte at sove lidt længere og jeg dykkede med guiden. Vi dykkede ikke på vægen denne gang, men dykkede blot direkte dernedad i det store blå ingenting. Vi kom til 32m og der mødte vi en hammerhaj som kom i mod os med sit flotte store hammerhoved. Da den så os vendte den om, så vi fik set siden af den og dermed set hele den store hammerhaj.

Frogfish Stemningen var endnu højere da vi spiste morgenmad og der blev snakket løs på mange sprog, for vi skulle fortælle de dykkere der ikke var med om det. Vi gik op på dækket og sov, mens vi sejlede videre til næste dykkersted. Det næste sted var Bathala Thila og der havde jeg kameraet med. Der var mange smukke fisk, men pludselig hev min mand i mig og så helt vild ud i øjnene. Jeg kiggede på ham, men der var ikke noget galt med hans udstyr, han baskede rundt og så helt vild ud. Pludselig pegede han hektisk på kameraet og jeg tænkte, at han måske vildt gerne ville fotograferes, så jeg tog et billede af ham, men han faldt ikke til ro, så kiggede jeg lidt fremad igen og der kom en stor flot gråtippet haj, som kun var 5 m meter fra os, men jeg nåede ikke at tage et billede af den inden den var for langt væk. Det viste sig senere, at grunden til at min mand var flippet helt ud, var at hajen havde ligget lige ved siden af mig – mindre end ½ meter fra mig og kigget på mig….nå ja, man holder vel bedst øje med sin mand og ikke med flere meter store hajer.

Efter dykket sejlede vi videre til Maaya Thila og de andre tog et dyk der. Vi ville hellere vente og tage det sene eftermiddagsdyk og evt. et natdyk på Thilaen, fordi vi mente, at 4 dyk var for meget på en dag, fordi nogle af dykkene var rimelig dybe. De andre var begejstrede, da de kom op og vi glædede os til at se flere gråtippede revhajer, skildpadder og stingrays, som de andre havde set. Da det blev tid for eftermiddagsdykket var vi i vandet på samme sted og så også masser af hajer, skildpadder, muræner og mange andre fisk. Det var et fantastisk dyk fordi der var så stor variation af arter.

Nu var det jo hajdag, så efter aftensmaden blev det besluttet også at dykke natdyk på Maaya Thila. Vi havde alle set det i dagslys og vi skulle nu se hajerne jage. Det var virkelig en oplevelse at se så aktive hajer. De for rundt mellem de andre fisk og i hulerne lå skildpadderne og sov sødt. Vi så to sovende skildpadder og omkring 30 jagende hajer. Det var et helt vildt aktivitetsniveau på Thilaen – tænk der kan ske så meget på en gang. Heldigvis var der kun vores båd så vi havde hele stedet for os selv.

DybhavsfiskningDa vi kom op var stemningen helt euforisk fordi det havde været en lang dag og vi havde alle oplevet rigtig meget og set mange hajer. Netop som vi overvejede at gå i kahytten, kom min Hong Kong veninde med sushi vi skulle smage. De var netop i gang med at fange fisk med lokalt fiskeudstyr. Dvs. bare en krog på en snor – ingen fiskestang eller noget, man smider bare krogen i og trækker den op igen. Ret let, så selv jeg kunne fange min allerførste fisk. Det var en rigtig hyggelig sushi aften af meget frisk fisk.

Næste dag tog vi et dyk på samme sted for ligesom at sige farvel til hajerne og skildpadderne i dagslys inden vi sejlede derfra igen. Vi havde nu en god sejltur foran os. Efter nogle timer lagde vi til ved en lille atol og skibsdrengen skulle på indkøb. Jeg spurgte diskret om jeg måtte sejle med, så vi kom ind og se hvordan en helt almindelig landsby ser ud. Han købte flere colaer og cigaretter og så sejlede vi tilbage til Safaribåden. Der er normalt ikke adgang for turister på de øer, der er beboet af lokalbefolkningen.

På næste dyk var der ret kraftig strøm, og min opfindelse var perfekt til formålet, så vi kunne hænge i klippen og slappe af, mens hajer og masser af småfisk svømmede omkring os.

Vi ventede til næste dag med at dykke igen. Der havde vi til gengæld et rigtig flot morgendyk, hvor vi så en sovende stingray og mange flotte napoleonsfisk, samt en masse fiskestimer. Dernæst sejlede vi videre til Ari Beach og gik på opdagelse efter hvalhajer. Vi nåede at se 6 hvalhajer og at snorkle med dem. Den ene havde et reb hængende efter sig, og var kæmpestor. Det var fantastisk at svømme blot få meter over sådan et kæmpe dyr, der blot bevæger sig ganske lidt for at komme frem. Vi fik svømmet i ret lang tid med hvalhajerne og de lod ikke til at have noget i mod en flok dykkere, der svømmede oven over dem.

Kæmpe mantaDe næste dage dykkede vi med masser af hajer, muræner, skildpadder og masser af andre fisk. Mens vi sejlede fra dykkersted til dykkersted, kom vi ind i en hel stime af delfiner, der svømmede lige foran Safaribåden.

Vi nåede også et dyk på et vrag, hvor der også boede en frøfisk. Den bliver 11 mdr. og bor på samme sted hele dens liv, så vores guide kendte den godt. Der var også en Manta, som vi snorkede med, da den svømmede i overfladen.

Vores sidste dyk på vores fantastiske bryllupsrejse, levede til fulde op til sit navn manta Point. Vi dykkede ned på ca. 15 m og overværede en manta, der blev pudset af småfisk. Den svingede rundt og slog kolbøtter og i det hele taget bare gjorde sig til, så den rigtig kunne blive ren og flot. Hele showet varede i ca. 20 min og vi tog det stille og roligt opad. På sikkerhedsstoppet kom en skildpadde og svømmede lige forbi os og til overfladen, hvorefter den dykkede igen.

Et fantastisk sted, som vi helt sikkert gerne vil besøge igen. Det er helt utroligt at se så mange flotte og store dyr på samme sted. Bådens faciliteter, besætningen, maden og naturligvis dykningen var helt i top.

Dykkergitte.dk