Dykning på Palau

PALAU
Tekst og foto Lars Jensen.

Med stor fart stævner vi ind i German Channel, og sagtner farten for ikke at genere de andre både. Vandet omkring er totaltStore fisk er der nok af på Palau turkis, og forude aner vi et par øer med dybblåt vand helt ind under kysten. Det kribler i maven for jeg ved hvad, der venter os da jeg har været her før, men resten af den 10 personers gruppe er her for første gang. De kendte dårligt dette paradis før de et halvt år tidligere havde meldt sig til turen. Vi er på Palau i Stillehavet og forude venter to uger med dykning i verdens klasse.
Vi prøvede at ryste to dages rejse af os, men selv om trætheden stadigt sad i kroppen, blev den overskygget af synet af de hundrede små grønne øer omkredset af et stort barriere rev.
Vi nåede frem til dykkerstedet Big Drop Off. En flot væg der går til et par hundrede meters dybde, men uden ret meget strøm så vi lige kunne vænne os til de 40 meters sigt og vandet, der knap var et par streger under de 30 grader. Det er ikke svært ! Vi deler i to grupper. Jeg tager dem med færrest dyk, og vores guider Matt og Jonas går med de erfarne. Vi ligger nærmest som en flok væddeløbsheste, Vores dykkerldere på turen. og venter på startsignalet. Tommelfingeren vendes ned og luften fra tolv BCDèr suser ud, men for de fleste kun for at erfare at der mangler bly. Synet af adskillelige par finner, der basker rundt i luften var komisk, men ikke overraskende og det efterfølgende raid på dykkerbåden for at få mere bly viser, at der er tale om en flok dykkerhungrende mennesker. Endelig kan vi lade os dale ned langs den flotte koralvæg og fryde os over de mange smukke koraller og farvestrålende fisk, som lader sig beskue. Det er herligt og afslappende og man forstår, hvorfor man gider sætte sig op i en flyver og lade sig transportere i 35 dødkedelige timer. Efter tre kvarter er alle tilbage. Alle har oplevet et eller andet som skal fortælles og helst i munden på hinanden. Så i skildpadden #8220;check dyk” . Vent i bare. Det her er ingenting. Om to uger har i set over hundrede hajer og adskillelige Eagle Rays og mantaer. DetDykker studere koraler har jeg uden tøven lovet dem for vi er på Palau !

Det er eftermiddag og andet dyk er taget. Vi sætter snuden hjemad og vi får turen hjem forbi Rock island, som er en masse små øer med en ubeskrivelig tæt og ugæstfri jungle.Turen tilbage til Sams Divetours tager en lille time. Sams Dive Tours er i USA flere gange kåret som verdens bedste dykker center. Om det er en reel kåring vil jeg nu nok sætte et spørgsmålstegn ved, men de er meget kunde mindede og de gør det godt, ingen tvivl om det. Vi havde på båden to guider. Jonas fra Frederiksberg, som har boet på Palau i syv år og amerikaneren Matt. De to gutter havde hver deres kvaliteter og den kombination gav os mange fordele. Så var der også Magaret. en Kinesisk Divemaster. Hun havde bestemt også sine fordele og kvaliteter. Noget som Gitte og Pia ikke rigtig kunne se.

Strandene indbyder til afslapningDer gik tit rigtig hygge i den efter hjemkomst til dykkercentret. En lille nyåbnet bar serverede små lækkerier med en dejlig kold øl, og der var flere i selskabet som nød at hænge ud og diskutere dagens oplevelser.
Det bliver tidligt aften på Palau da vi er tæt på ækvator, og den første aften bliver også kort. Maden er dårligt spist før vi halvt sovende vakler hjem på hotellet, og falder bevidstløse om på vores senge. Vi bliver enige om at det er nok kun de første par dage, at vi ikke rigtigt er til noget efter maden, men vi måtte næsten alle erfare, at de her første par dage varede hele ferien. Enhver forstander på en katolsk pige kostskole ville kigge misundeligt efter vores dyder. Der var altid slukket efter ni. Kun den pensionerede brygger Knud holdt stand og hvad han oplevede efter ni, skal ikke beskrives her.

Næste morgen var alle friske efter en lang nattesøvn. Dagens dykkesteder, Sias Tunnel og Ulong Channel, er begge kendt forEagle ray svæver gennem vandet en god oplevelse og vil med stor sandsynlighed byde på strøm. Strømmen ved Sias Tunnel viste sig at være ret kraftig. Men for os drejede det sig om at komme ned til ca. 25 m. hvor vi kunne svømme ind i den lodrette væg igennem et hul. Det var knald hårdt arbejde bare at få arbejdet sig ned til hullet, men i det øjeblik man havde hovedet inden for blev alt stille. Nærmest som at krybe i læ for et kraftigt uvejr. Hullet var indgangen til Sias Tunnel. Tunnelen er en stor aflang hule, der løber parallelt med havet og ender op i en kæmpe udgang imod det blå hav. Det var faktisk udgangen, som var det flotteste på dykket. Mange fisk stod i læ for strømmen og loftet var dækket af de flotteste koraller. Desværre lå vi stadigt ret dybt og det får jo ret hurtigt en ende. Vi måtte ud af hullet og ud i uvejret igen, der heldigvis var aftaget en del så vi kunne afslutte dykket i ro og mag. En ting som alle nød i fulde drag var vores frokoster. Sams’ havde mad med til os og i stedet for, at sidde på båden blev vi som regel sat af på en lille ø hvor vi så kunne hygge os et par timer. Mange af de små øer kunne uden problemer være kulisse for diverse bounty reklamer. Det var bare så lækkert at vi tit glemte alt om vores mad. De hvide sandstrande med de store palmer og de turkis farvede laguner i baggrunden blev fotograferet fra alle vinkler, og disse frokost pauser var i høj grad noget, der gav ferien et ekstra løft.
Ulong Channel, som var eftermiddags dykket fortjener også en lille beskrivelse. Dykket går igennem en strømfyldt kanal, som De mindre dyr er der selvfølgelig også på Palau, herb en eremit krebsfører fra åbent hav og ind igennem barriere revet. Vi startede dykket i åbent hav, og drev langsomt hen imod kanalen. Strømmen var ikke kraftigere end man kunne svømme imod den, hvilket tillod os at stoppe op og kigge på småting. Ved kanalens start kunne vi se, at der foregik et eller andet. En flok japanske dykkere lå og betragtede en flok på ca. 15 rev hajer. Vi fulgte trop og nød synet af de prægtige dyr som elegant svømmede rundt i den lette strøm. Eller var dykket en dejlig ukompliceret svæve tur igennem kanalen, der havde den lyseste sandbund med store koral formationer.

Næste dag skulle blive en speciel oplevelse som jeg er sikker på flere vil huske lang tid efter. Jeg var klar over hvad der var på dags ordenen. Først strøm dyk og derefter havde jeg fået Matt til, at trække os ind i en gang krigshistorie fra et af de blodigste slag i Stillehavet under anden verdenskrig. Vi tog af sted lidt tidligere da vi skulle ned til Peleliu, der ligger lidt sydligere end de andre dykkesteder. Dykkestedet på øen er helt ubeskyttet. Der er ikke noget barriere rev og på sydspidsen hvor vi skulle dykke mødes to havstrømme, der kan give meget turbulent vand. Da vi efter godt en time ankom til dykkerstedet, blev strømmen checket af Jonas, og han kunne bare fortælle os, at der var knald på. Selve dykkestedet er et meget lille område. Det er et plateau, som på den ene side hænger sammen med øen og ellers falder brat til meget store dybder. Tager man ikke sine forholdsregler vil strømmen føre en hen over plateauet på få minutter og derefter ud i det blå. Det er her den lille reef hook kommer til sin ret. Det går simpelthen ud på at man spænder sig fast på revet.Store fiske stimer er ikke et sær syn på Palau Man kan så i denne fastspændte position ligge, og kigge ud over væggen mens strømmen buldrer imod en. Det lyder måske for en udenforstående som om man ligger og ødelægger en masse koraller med sin reef hook, men sagen er den, at på grund af den kraftige strøm som i flere tusind år har fejet hen over plateauet er det som blæst, og minder mere om en stenørken. Fornøjelsen i denne lidt specielle form for strømdyk er at ligge og kigge på hajer og andet storvildt, som farer forbi en i få meters afstand.
Vi fik en lang middagspause som skulle bruges til en gåtur på øen. Her foregik et af Stillehavets blodigste slag under anden verdenskrig. De japanske styrker havde befæstet sig grundigt på øen og amerikanerne ville have den. Den var egentligt ikke strategisk vigtig og det blev anset for venstre hånds arbejde, at skulle indtage øen. Men virkeligheden blev en ganske anden. Femtentusind soldater mistede livet under slaget, der varede i tre uger. Heraf døde femtusind amerikanske marineinfanterister. De anede ikke hvad de gik indtil og landsatte Klovn fisk og anemoner finder du selvfølgelig også på Palaustyrkerne på et koralrev ved forkert vandstand. Vores tur rundt i junglen sammen med Matt, der øsede ud af sin viden blev et tydeligt bevis på at et eller andet var foregået her. Vi passede blandt andet en kampvogn og en nedskudt Zero jager og det gav på de fleste en mærkelig fornemmelse i maven, specielt når der omkring kampvognen lå menneskelige knogler. Matt fortalte at under jorden hvor vi gik var gravet store hulesystemer, som japanerne gemte sig i, og da amerikanerne ikke kunne jage dem ud med almindelige metoder, dækkede de alle udgange med bulldozere. i dag ligger et ukendt antal japanske lig, men den japanske regering er efter sigende ved at undersøge muligheden for at åbne hulerne for at få klarlagt sagen.

Blue Corner står for mig som et af de bedste dyk jeg har haft. Dykket bliver udført næsten på samme måde som på Peleliu. En reef hook, der sættes i en sten på kanten af væggen så man kan ligge stille i den ofte meget kraftige strøm og studere de meget store stimer af hajer, jacks og barracudaer, der ubesværet bevæger sig forbi. Ofte inden for rækkevidde.
Forskellen på Blue Corner og Peleliu er at på Blue Corner er plateauet, somStrømmen på Blue Corner er stærk ligger på ca. 15 meter er fyldt med små kløfter og store koral blokke så man efter at have forladt kanten af væggen, kan svømme rundt på plateauet uden at blive revet væk af strømmen ved at svømme i læ i kløfterne. Her stod den stort set hver gang på eagle rays og meget store fiske stimer.
Blue Corner var klart favorit dykket for os alle og når Jonas om morgenen spurgte os om hvor første dyk skulle foretages istemte alle i kor: Blue Corner.

Der skulle også holdes et par fridage og den første brugte vi ved German Lighthouse. Jonas havde lånt sin svigerfars båd, og sejlede os ud til en relativt stor ø hvor vi så skulle på en gåtur op igennem den tætte jungle til toppen af øen, hvor man kan nyde udsigten fra toppen af et gammelt fyrtårn. Turen op gav os en oplevelse både naturmæssigt, men også historisk. Under anden verdenskrig havde de japanske styrker befæstet sig på Palau, og det bevidnede de mange gamle kanoner af meget svær kaliber om og ikke mindst en gammel japansk by om. Den står i dag kun tilbage som et gammelt Close up af en klov fiskfundament, men alligevel et besøg værd. Den tætte jungle var nok den største oplevelse. Da vi havde forladt strandkanten og begyndte at vandre op af den stejle sti, som skulle føre os op igennem skoven til fyrtårnet, blev vi modtaget af en kvælende fugtig hede. De store træer stod tæt indhyllet i lianer og andre eksotiske planter og levnede bundvegetationen den mindste smule lys. Her var det en kamp om lyset, og flere planter levede simpelthen som snyltere på træstammerne højt over jorden for, at få en lille del af det sparsomme lys. Kiggede man godt efter og holdt et lavt støj niveau kunne man i de fugtige blade på jorden finde små slanger, eremitkrebs og andre sjove skabninger.

Da vi efter en tur på en god halv dag var tilbage ved stranden igen for, at vente på Jonas kom to jægere og lagde til. De var påSom taget ud af et Bounty reklame vej ud med rifler for at skyde flyvende hunde. De to jægere arbejdede ikke, hvilket i det hele taget gælder for mange mænd på Palau. Det er kvinderne og filippinske arbejdere, der står for det og det vil sige at mændene kan bedrive deres interesser som jagt og fiskeri. De gennemkrydsede ofte den tætte jungle på de stejle skråninger i deres jagt, og havde for få måneder siden fundet et intakt japansk fly fra krigen, sandsynlig nødlandet efter en træfning, med piloten siddende ved pinden. Selvfølgelig lidt udtørret efter de mange år, men stadigt med sin pistol siddende i sit bælte. Det kunne ellers få os drenge til at lytte med åben mund og jeg tror at eventyret spirede en smule i os alle. Utroligt at tænke på hvad skoven skjuler så mange år efter.

Jeg havde lovet, at alle skulle få set mantaer inden vi tog hjem igen og en morgen hvor vinden var svag var det tid. Vi sejlede nordpå op langs med hoved øen Babaldaob og kom efter en lille time til en kanal, der fører fra åbent hav ind igennem barriere revet til det turkis blå vand omkring øen. Selve dykkerstedet ville man aldrig så meget som overveje at dykke på, når der et par timers sejlads sydpå ligger nogle af verdens mest spændende dyk.

Det er simpelt hen kun for en ting. Manta !
Jonas førte os på 15-20 meters dybde hen over en ret intetsigende bund, med retning mod en cleaning station hvor mantaerne dagligt kommer. Vi lagde os op på en række foran en 2-3 meter høj sten som skulle vi overvære et teaterstykke. Til at starteManta garanti det finder man ikke mange steder. med lå vi og spejdede ud i vandet som forventede vi, at mantaen bare lå et sted og ventede på at vi var kommet på plads på forreste række, men tiden gik og intet skete. Opmærksomheden blev langsomt rettet mod andre ting såsom de mange småfisk, der vimsede rundt i den svage strøm. Det gjorde at mantaen gjorde sin entre uden, at jeg i hvert fald så det. ikke før skygge nærmest fejede hen over os blev jeg opmærksom. Mantaen med et vinge fang på ca. 4 meter cirklede langsomt rundt om stenen og lod sig rengøre af de mange små cleaner fisk. ind imellem udførte den et halvt loop og den var totalt uforstyrret af os. Mit kamera kørte på højtryk hver gang den sejlede forbi max. En meter fra os. Det var en kæmpe oplevelse for alle, og der var en euforisk stemning om bord på båden da vi kom op. To mantaer på første dyk og en på andet. Måske den samme, men det er helt uden betydning. Mantaen var i hus.

Selve hovedøen som er rimelig stor havde vores interesse. Her ville vi på tur for at opleve de flotte vandfald og se naturen. Vi kom ud på en køretur af små stejle og hullede mudderspor som vi ikke i vores vildeste fantasi havde forestillet os. Jeg var kører Køretøjet skal være i ordne for at komme frempå den ene Landcruiser og Karsten i en Parjero. Et par gode biler til terræn kørsel og vi fik brug for alt den køreteknik vi kunne samt bilens gode egenskaber. Jeg mener helt bestemt at Karsten og jeg selv efter denne tur kunne vinde Camel Trophy.
Første stop var et meget smukt vandfald, som var tiltrængt efter heden, der fyldte vores biler og endnu havde turen været ret overkommelig. Godt nok var grusvejene hullede og når et vandløb skulle passeres var det over et par brædder, der absolut ikke virkede særligt pålidelige. Turen fortsatte nordpå af en stadigt mere og mere ujævn vej forbi et mindesmærke fra krigen og en landsby, der sørme havde asfalt på vejen. Men naturen var flot og vi nød at se noget andet end vand. Efterhånden som dagen gik blev vi enige om at finde en vej, der kunne føre os tilbage til Koror, hvor vi boede. i et vejkryds var heldige at finde et skilt, som pegede mod byen, men jeg kunne nu godt tænke mig at veksle et par ord med manden, der har opsat dette skilt. Det førte os ret ind på midten af øen hvor vi kæmpede med stejle stigninger med dybe hjulspor fyldt med mudder. Ofte var det nødvendigt at holde en god fart igennem pløret, som nogle gange skjulte et par gode huller hvilket gav en tur op i loftet for bagsæde passagererne. Men til trods for de hårde strabadser var det fleste begejstrede for turen, der virkeligt havde budt os på eventyr. På Snorkel dykning på et flyvraggrund af de hårde kampe under krigen er der også mange vrag på Palau. Vi havde et dyk på fragtskibet iro på 470 fod. Et kæmpe vrag, som står ret på kølen på 36 meters dybde. Det er meget intakt og rejser sig op til en dybde af 14 meter. Et imponerende vrag. Sigten var på dagen desværre imod os. i modsætning til sigten på yder revene, som ofte lå på over 30-40 meter, er sigten inde bag barriere revet ofte lidt sløret. Nuvel 10 meter er for os nordboere godt, men man bliver hurtigt forvendt. Vi fik trods den “dårlige sigt” set lidt kanoner og andet gammelt jern.i det hele taget var der rig mulighed for at se krigsefterladenskaber. Mange steder både på land og under vandet så vi fly og det er absolut ikke hverdag at snorkle på en Zero jager.Vi blev forkælet med god dykning og her er kun en lille del beskrevet. Det blev også for et par stykker af os til et kort snorkel dyk med en flok delfiner og på New Drop Off så vi mere end en gang en flok hajer i vild jagt på andre fisk.

Atlantis Rejser havde som så mange gange før haft en stor del af æren for, at denne Divers Club rejse var blevet så vellykket.White tip så vi adskillige eksemplare af Vores to guider, Jonas og Matt arrangerede de lækreste barbecue for os på øer, som hører et paradis til. Friskharpuneret fisk blev lækkert tilberedt over gløderne mens vi nød livet på stranden. Det er når man sidder her og gør status over turen ganske umuligt at sætte en finger på noget. Det skulle lige være Thomas og Nis, der blev en uge mere. Deres hotel brændte et par dage efter vi andre var rejst. Ja, de kunne jo også bare være rejst hjem med os. Ud over Nis og Thomas deltog også Michael, Michael, Knud, Peter, Karsten, Pia, Gitte og mig selv den hårdt arbejdende guide.

Tak til alle for behageligt selskab og håber vi ses igen. Helst på Blue Corner.