Lene til Spanske mesterskaber

Spanske mesterskaber
i finne- og apparatsvømning 2001

Tekst og foto Lene Axelsen.

Som et led i forberedelserne til Europa Mesterskaberne, der finder sted i Ungarn til august, deltog jeg, sammen med Stine Dragsbæk, i weekenden den 14. – 15. juli i de spanske mesterskaber i finne- og apparatsvømning.


I Spanien er finne- og apparatsvømning væsentlig mere udbredt end i Danmark, og stævnet havde således deltagelse af i alt 150 svømmere fra 16 spanske klubber og var derfor en oplagt mulighed for at teste formen forud for EM. Stine og jeg har igennem de sidste 2år været medlemmer af klubben “Breca” på Tenerife, hvilket giver os mulighed for at deltage i de spanske mesterskaber. Stævnet tilbyder den nødvendige modstand, der desværre er en mangel vare i Danmark.


Første løb var 100m apparatsvømning og her svømmede jeg de 100m på 43,95 sek., hvilket er kun 1/10 af et sekund fra min personlige rekord og nok til at sikre mig sejren ved de spanske mesterskaber. Jeg ligger på nuværende tidspunkt i hård træning, og tiden tyder derfor rigtig godt frem mod EM.


På 400m apparatsvømning, der må siges at være min favorit distance, skulle jeg for første gang i konkurrence sammenhæng teste en ny type finne, og jeg var derfor meget spændt på løbets udfald. Jeg fik alligevel sejren i hus med en tid, der var godt et halvt sekund hurtigere end min præstation ved sidste års Verdens Mesterskab. Det lykkedes

mig ligeledes at vinde 800m apparatsvømning med denne nye type finne, der er udviklet i Rusland og er mere teknisk krævende end den gamle type finner. I stævnets sidste løb; 50m længdedykning blev det ligeledes til en 1. plads med tiden 20,37 sek.
Stine Dragsbæk, der til dagligt svømmer i West Swim (Esbjerg), svømmede sig til to 2. pladser på henholdsvis 200m og 400m samt en 3. plads på 100m finnesvømning.

Resultaterne tegner rigtig godt forud for EM, og nu venter halvanden måneds hård træning og intensiv forberedelse inden det for alvor går løs i Ungarn. Mit mål er endnu engang at bringe en medalje med hjem til Danmark.